04 maj Chokoladebrownie med kaffecremeux
Ingredienser
Chokoladebrownie
200 g mørk chokolade min. 66 %
200 g smør
3 æg
200 g sukker
50 g brun farin
125 g hvedemel
1/4 tsk. salt
½ dl stærk friskbrygget kaffe, fx Espresso Roma
En firkantet bageform, ca. 18 x 28 cm
Kaffecremeux
150 g mælkechokolade af god kvalitet, fx Valrhona Jivara 40 %
1 blad husblas
2 æggeblommer
15 g sukker
80 ml piskefløde
80 ml sødmælk
3-4 spsk. stærk friskbrygget kaffe, fx Espresso Roma
Pynt
Evt. spiseligt guldstøv, mørke chokoladeperler og rød skovsyre
Sådan gør du
Chokoladebrownie
Tænd ovnen på 175°, og beklæd bageformen med bagepapir.
Hak chokoladen groft, og smelt chokolade og smør i en varmefast skål over vandbad. Pisk æg og de 2 slags sukker let sammen i en skål med en elpisker, og rør herefter det smeltede chokoladesmør i. Bland mel og salt, og sigt det ned i dejen. Rør dejen sammen med den friskbryggede kaffe.
Fordel dejen i formen, og bag brownien i ovnen i ca. 25 minutter, til den er fast, men stadig blød i midten. Afkøl kagen på en rist, og sæt den herefter på køl til næste dag – den skal være helt kold.
Kaffecremeux
Hak mælkechokoladen fint, og smelt den i en varmefast skål over vandbad.
Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand.
Pisk æggeblommer og sukker let sammen med et piskeris i en skål.
Varm piskefløde og sødmælk op til lige under kogepunktet i en lille gryde, og hæld den herefter over æggeblommerne i skålen under konstant piskning. Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm den op til 83° under konstant piskning (brug et køkkentermometer). Tag gryden af varmen, når cremen er tyknet og har opnået den korrekte temperatur. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme creme.
Hæld herefter cremen gennem en sigte og direkte ned til den smeltede mælkechokolade. Rør rundt med cirkelbevægelser i midten af skålen med en dejskraber, til cremen samler sig og bliver flot blank. Smag cremen til med friskbrygget kaffe. Dæk skålen med husholdningsfilm, og sæt den på køl til næste dag – mindst 12 timer.
Servering
Tag brownien ud fra køl. Skær først kanterne af, og skær dernæst kagen i 12-15 kvadratiske stykker. Hæld kaffecremeuxen i en sprøjtepose, og dekorér kagestykkerne efter egen fri fantasi (jeg brugte en stor stjernetylle). Pynt evt. med spiseligt guldstøv, små chokoladeperler og rød skovsyre. Servér, og nyd med en god kop kaffe