04 maj Rabarbertærte med pistacienødder
Ingredienser
4-5 stængler røde vinrabarber
1 tsk. lyst rørsukker
Mørdej
75 g blødt smør
50 g flormelis
korn af ½ vaniljestang
1 knivspids salt
½ æg
25 g mandelmel
125 g hvedemel
En tærteform, 24 cm i diameter
Mandel- og pistaciemasse
130 g blødt smør
130 g lyst rørsukker
korn af ½ vaniljestang
1 knivspids salt
2 æg
55 g mandler
75 g grønne, usaltede pistacienødder
2 spsk. mandellikør, fx Amaretto
Til servering
Cremefraiche eller flødeskum
Sådan gør du
Mørdej
Rør blødt smør, flormelis, vaniljekorn og salt sammen i en skål med en ske. Rør æg i. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og rør forsigtigt dejen sammen med skeen uden at ælte den for meget. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
Rul dejen tyndt ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Beklæd en smurt tærteform med dejen, så dejen dækker formens bund og kanter. Skær overskydende dej væk. Stil tærtebunden i fryseren i 1 time
Mandel- og pistaciemasse
Pisk smør, sukker, vaniljekorn og salt sammen med en elpisker til en cremet masse. Pisk æg i 1 ad gangen. Blend mandler og pistacienødder til fint mel i en blender eller foodprocessor, og rør de to slags nøddemel samt mandellikør i dejen.
Tænd ovnen på 180°. Fordel mandel- og pistaciemassen i den kolde mørdejsbund i et jævnt lag. Skyl og rens rabarberne, skær dem i små stykker, og fordel dem oven på mandel- og pistaciemassen. Tryk dem let ned i cremen. Drys med 1 tsk. rørsukker.
Bag tærten i ovnen i 25-30 minutter, til mørdejen er sprød og gylden, og fyldet er fast. Tag den ud af ovnen, og sæt den på en rist, så den kan køle helt af.
Servering
Pynt tærten med finthakkede pistacienødder og rød skovsyre, og servér evt. med cremefraiche eller flødeskum.