Pæremazarin med pekannødder og mørk chokolade (opskrift til BoligLiv)

Ingredienser

Pæremazarin

150 g blødt smør
150 g sukker
150 g marcipan
3 æg
50 g hvedemel
¾ tsk. stødt ingefær
¼ tsk. salt
50 g mørk chokolade 60 %
2 pærer
30 g pekannødder

Til servering

2½ dl cremefraiche 18 %

Sådan gør du

Pæremazarin

Tænd ovnen på 180°, og læg bagepapir i en springform (Ø 20 cm).

Pisk smør, sukker og groftrevet marcipan sammen i en skål. Pisk æggene i ét ad gangen. Vend hvedemel, ingefær, salt og grofthakket mørk chokolade i dejen.

Skræl pærerne, fjern kernehuset, og skær dem i tern.

Hæld dejen i formen. Drys pæreternene ud over dejen. Hak pekannødderne groft, og drys dem ud over pærerne. Bag kagen i ca. 40 minutter, til den er gennembagt – tjek med en gaffel eller strikkepind. Afkøl kagen på en rist, og sæt den herefter på køl i nogle timer, så den sætter sig og bliver lækker konfektagtig. 

Servering

 Anret kagen på et serveringsfad, og servér med cremefraiche til.

Bemærk

Opskriften har jeg oprindeligt lavet til magasinet BoligLiv i deres efterårsudgave 2020. Billederne er taget af dygtige fotograf Betina Hastoft.