Nytårskage med hasselnødder, mælkechokolade og passionsfrugtmousse

Ingredienser

Hasselnøddebund

200 g hasselnødder
180 g sukker
korn af ½ vaniljestang
1 knivspids salt
90 g æggehvider
1 lille springform, Ø 18 cm.
smør + bagepapir + lagkageplast til formen

Mælkechokoladeganache

150 g mørk mælkechokolade (f.eks. Summerbird 47 %)
15 g glukosesirup
¾ dl piskefløde

Passionsfrugtmousse

3 blade husblas
10 passionsfrugter
100 g sukker
saft af ½ citron
2 dl piskefløde
150 g skyr

Pynt og servering

25 g mælkechokolade
15 g hasselnødder
Evt. frysetørret passionsfrugtpulver, små chokoladekugler og rød skovsyre

Sådan gør du

Hasselnøddebund

Tænd ovnen på 175°. Læg bagepapir i bunden af formen, og smør kanterne med lidt smør. Blend 150 g af hasselnødderne til fint mel i en blender eller minihakker, og hak de sidste 50 g hasselnødder groft.

Rør hasselnøddemel, grofthakkede hasselnødder, sukker, vaniljekorn og salt sammen i en skål. Tilsæt æggehviderne (de skal ikke piskes), og rør det hele godt sammen. Fordel dejen i formen, og bag nøddebunden i ovnen i 30 minutter. Afkøl bunden helt.

Tag forsigtigt nøddebunden ud, og rengør formen. Sæt et stykke lagkageplast fast langs springformens inderste kant, og læg nøddebunden tilbage i formen.

Mælkechokoladeganache

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Opvarm glukosesirup og fløde til kogepunktet i en gryde, og hæld det over chokoladen. Lad det stå i 2 minutter, og rør så rundt i cirkelbevægelser i midten af chokoladen med en dejskraber, til massen er blank og ensartet. Hæld ganachen oven på nøddebunden i et jævnt lag, og sæt kagen på køl i 1 time.

Passionsfrugtmousse

Udblød husblassen i en skål med koldt vand i 10 minutter. Halvér passionsfrugterne, og skrab indmaden ud. Passér passionsfrugtindmaden igennem en si, så der kun er den rene saft tilbage.

Bring passionsfrugtsaft, sukker og citronsaft i kog i en lille gryde, lad det småkoge i 1 minut, og tag så gryden af varmen. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme sirup. Lad siruppen køle af til håndvarm.

Pisk fløden til let skum i en stor skål, og vend forsigtigt skyren i. Vend lidt af skummet i den håndvarme passionsfrugtsirup. Vend derefter forsigtigt passionsfrugtfløden i resten af flødeskummet. Moussen har en meget svag gul farve – tilsæt evt. en smule gul konditorfarve, hvis du ønsker en mere gul mousse. Fordel moussen oven på chokoladeganachen i formen, og glat overfladen. Sæt kagen på køl i mindst 6 timer, gerne natten over.

Pynt og servering

Befri kagen for form og lagkageplast, og sæt den på et serveringsfad. Pynt kagen med høvlet mælkechokolade, grofthakkede hasselnødder og evt. et fint lag sigtet passionsfrugtpulver, små chokoladekugler og røde skovsyreblade.