Klassisk jordbærtærte

Ingredienser

Mørdej

75 g blødt smør
50 g flormelis
½ vaniljestang
1 knivspids salt
½ æg
25 g mandelmel
125 g hvedemel
1 tærteform med løs bund, 20 cm. i diameter

Mazarinmasse

80 g marcipan
80 g sukker
80 g blødt smør
1 æg
25 g mandelmel
1 knivspids salt

Vaniljecreme

½ vaniljestang
50 g sukker
2 æggeblommer
2 spsk. majsstivelse (maizena)
1½ dl sødmælk
1 dl piskefløde

Til servering

50 g mørk chokolade
250 g jordbær
Evt. 10 g usaltede pistacienødder

Sådan gør du

Mørdej

Rør blødt smør, flormelis og salt sammen i en skål. Rør æg i. Rør mandelmel og hvedemel i dejen uden at ælte den for meget. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.

Rul dejen tyndt ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og beklæd tærteformen med dejen. Stil tærtebunden i fryseren i ½ time.

Mazarinmasse

Tænd ovnen på 175°. Pisk groftrevet marcipan, sukker, smør og æg sammen i en skål til en ensartet masse. Vend mandelmel og salt i. Fordel mazarinmassen i den kolde tærtebund, og bag tærten i ovnen i 20 minutter, til den er gylden. Afkøl på en rist.

Vaniljecreme

Skrab kornene ud af vaniljestangen, og mas dem sammen med sukker. Bland æggeblommer, vaniljesukker, majsstivelse og sødmælk i en gryde, og bring det forsigtigt i kog under omrøring. Kog i 2-3 minutter under konstant omrøring, til cremen tykner. Hæld cremen i en skål, dæk med husholdningsfilm, og sæt på køl i mindst 2 timer, til cremen er helt kold.

Servering

Hak og smelt chokoladen, og pensl den på overfladen af den afkølede tærte. Lad chokoladen størkne.

Pisk den kolde vaniljecreme lind med en elpisker. Pisk fløden til skum, og vend den forsigtigt sammen med vaniljecremen. Hæld cremen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud på tærten. Pynt med friske jordbær, og drys evt. med grofthakkede pistacienødder. Opbevar tærten på køl indtil servering.

Tærten rækker til 6-8 personer.