06 jan Karamelkage med Pretzels
Ingredienser
Karamelkage
75 g hasselnødder
200 g smør
200 g sukker
300 g brun farin
2 æg
300 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
1 tsk flagesalt
150 g karamelchokolade
(fx Dulcey 35 % fra Valrhona)
En firkantet bageform, 33 x 23 cm.
Karamelganache
350 g karamelchokolade
1¾ dl piskefløde
20 g glukosesirup
½ tsk flagesalt
Pynt
24 pretzels (små saltkringler)
1 tsk flagesalt
Sådan gør du
Karamelkage
Tænd ovnen på 200°. Hæld hasselnødderne i et ovnfad og rist dem i ovnen i ca. 10 minutter, til de er gyldne og godt ristede. Tag dem ud og afkøl dem en smule. Nulr de løse hinder af hasselnødderne og hak nødderne groft.
Skru ovntemperaturen ned til 175°. Smør bageformen med lidt smør og beklæd den med bagepapir.
Smelt smørret i en gryde og lad det køle af i 5 minutter.
Rør smeltet smør, sukker og brun farin sammen i en skål. Tilsæt æg og pisk det hele godt sammen.
Bland hvedemel, bagepulver og salt og vend det forsigtigt i dejen. Hak karamelchokoladen groft og vend den i dejen sammen med hasselnødderne.
Fordel dejen i formen og bag den i ovnen i ca. 25 minutter, til overfladen har sat sig, men kagen stadig er lidt fugtig i midten. Afkøl kagen helt på en rist.
Karamelganache
Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål.
Kog fløde og glukosesirup op i en gryde, til det når kogepunktet.
Hæld den varme fløde over chokoladen i skålen, og lad det stå i 1-2 minutter. Rør rundt med cirkelbevægelser i midten af skålen med en dejskraber, til chokoladen smelter, og ganachen samler sig og bliver blank. Rør derefter flagesalt i.
Hæld ganachen ud på kagen i et jævnt lag, og sæt kagen på køl i mindst 4 timer (gerne til næste dag).
Pynt og servering
Tag kagen ud fra køl, og skær den i 24 små firkantede stykker. Pynt hvert stykke med en pretzel og drys med en smule flagesalt.
(24 kagestykker)
Opskriften er fra min kagebog “Skærekager deluxe”.
Fotograf Betina Hastoft.