Vaniljesnurrer

Ingredienser

Vaniljesnurrer

(12 stk.)

2½ dl sødmælk
25 g gær
50 g lys sirup
½ tsk. salt
75 g blødt smør
Ca. 400 g hvedemel

Vaniljeremonce

100 g blødt smør
25 g vaniljesukker
25 g flormelis

Pensling og glasering

1 æg til pensling
4 spsk. perlesukker
¼ dl sukker
¼ dl vand

Sådan gør du

Vaniljesnurrer

Lun mælken, til den er lillefingervarm. Rør gæren ud i mælken. Tilsæt sirup, salt, blødt smør og det meste af hvedemelet, og ælt dejen rigtig godt sammen på en røremaskine i ca. 5 minutter, til dejen er glat og smidig. Tilsæt resten af hvedemelet om nødvendigt. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.

Vaniljeremonce

Rør smør, vaniljesukker og flormelis sammen til en ensartet masse.

Hæld dejen ud på et let meldrysset bord, og rul den ud til en aflang firkant, som måler ca. 45 x 25 cm. Smør vaniljeremoncen ud på dejen i et jævnt lag. Fold ⅓ af dejen ind mod midten, og læg den anden ⅓ over, så dejen ligger i 3 lag. Skær dejen i 12 strimler på ca. 1½ cm. Tag fat i en strimmel med den ene hånd, og sno dejen rundt om hånden med den anden hånd, så du får en snurre. Fastgør enden på strimlen under snurren.

Fordel vaniljesnurrerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve tildækket i 30 minutter.

Pensling og glasering

Opvarm ovnen til 225°. Pensl vaniljesnurrerne med sammenpisket æg, og drys med perlesukker. Bag dem i ovnen i 10-12 minutter, til de er gyldne og gennembagte.

Kog sukker og vand til glasering sammen i en gryde, til sukkeret er akkurat opløst. Pensl vaniljesnurrerne med sukkerlagen, lige så snart de kommer ud af ovnen. Afkøl dem let på en rist, og servér dem lune og friskbagte.